Hoste

Symptomer

Hoste er ofte en del af en almindelig forkølelse. Især børn under 2 år kan også udvikle bronkitis, hvor barnet hoster døgnet rundt, har ondt i brystet, hosten forværres ved anstrengelse, og der er evt. pibelyde fra lungerne. Andre kan få falsk strubehoste, dvs. kraftig hoste, der minder om, når en søløve gøer og især kan komme om natten. I de fleste tilfælde er hosten fremkaldt af en virus.

Sådan kan du hjælpe dit barn

Hostesaft hjælper sjældent. Men der er andet, du kan gøre for at lindre barnets ubehag, mens kroppen bekæmper virussen:

Giv rigeligt at drikke.

Ved kraftige hosteanfald: Tag barnet op af sengen under hosteanfaldet, så snot og slim ikke besværer vejrtrækningen. Hæv sengens hovedgærde. Bliv hos barnet om natten.

Kontakt lægen

– hvis barnet bliver meget medtaget, hvis feberen ikke forsvinder efter 2-3 dage, eller hvis barnet har smertefuld eller meget hurtig vejrtrækning.